Transformation – evig bevægelse

Bevægelse har altid fascineret mig. Jeg kan huske at jeg som spæd når jeg havde sovet til middagslur lå og vågnede mens jeg betragtede mine egne hænder der bevægede sig – som om de var et fænomen uden for mig selv. Jeg tror det er indkodet i os at forstå bevægelse – for vi er i bevægelse hele tiden. I vores krop cirkulerer blodet, hår og negle vokser og der sker en konstant udskiftning af celler – dog ofte ubemærket.

Der er bevægelse i alt. Naturen viser os bevægelse hele tiden – med årstidernes skiften, erantis der titter op, efterårsblade der falder af. Det er fascinerende.

Og dog har mennesket altid følt sig udfordret af forandring. Trygheden ligger i det velkendte. Hvorfor får vi smerter, spændinger og stress? Jeg tror i korte træt at det er mangel på bevægelse. På villigheden og paratheden – evnen til forandring. Det er udfordrende ja. Og kræver mod, vilje og styrke. Men det er dybt fascinerende.

Tænk at begive os ud på et eventyr uden at vide hvor den næste bevægelse vil føre os hen. Måske det lyder skørt. For hvem vil bevæge sig uden at vide hvor det næste skridt fører til?
Men jeg vi påstå at det er netop der muligheden for forandring – fra sygdom til sundhed – fra sind til krop – fra spændinger og smerter til kropsbevidsthed, kan opstå.

Særligt siden jeg begyndte at danse afrikanske stammedanse i Tanzania som 19-årig. Der blev jeg bevidst om bevægelses transformative kraft. Jeg oplevede at bevægelse kunne transformere mine følelser, tanker, oplevelser og ideer. Jeg blev mere livsglad og fik selvtillid. Kunne slet ikke stoppe med at danse. Det var som om jeg opdagede et redskab til at få mig fra sind til krop. Og det var tiltrængt. Spændinger skulle transformeres til livsglæde og hæmmet hed til udtryk.

Vi er jo oftest skolet til at hovedet er det vigtigste. Men min kropslige oplevelse med dansen pirrede i den grad min nysgerrighed. Så jeg søgte videre i dansens verden da jeg var vendt tilbage til Danmark.

Som Fysioterapeut studerende ca. 4 år senere blev mødt med den fysiologiske og anatomiske tilgang til kroppen. Og den bevægelseslærer der var tilknyttet studiet. Så blev det hele pludselig meget mere kompliceret og energien fandt op i hovedet igen.

Men hvordan bevarede jeg kropsglæden? Jeg måtte sørge for at få mine ugentlige ’dansefiks’. Og det gør jeg stadig. Godt forskningen er fulgt med og nu konkluderer at maven er lige så klog som hjernen. Det hele spiller jo sammen. Og det vil jeg påstå vores kroppe og mavefornemmelse altid har vidst.

Altså, der kan skabes positiv transformation gennem bevægelse…