Åbn op – for tillid

af | jun 2, 2023 | Krop og fag, Transformation | 0 Kommentarer

Hvordan kan vi åbne op for tillid?

Er det svært at åbne op over for andre? Tænker du ofte på om du tør sige det du har på hjerte? Hvordan det vil blive modtaget? Så er der en god grund til det. Din tillid er blevet svigtet. Og det er naturligt at blive usikker og trække sig overfor andre.

Det optager mig hvordan mennesker som har sår på tilliden kan læge de sår og finde tillid igen. For er vores tillid blevet misbrugt har vi jo god grund til at være skeptiske. Og alle mennesker er heller ikke til at stole på. Plus at vi skal kunne skelne mellem de helt nære der må få det meste at vide og de vi kan stole på som ikke nødvendigvis skal have hele paletten. Men det er vigtigt for vores trivsel at have nære relationer vi kan stole på.

Tillid i et trygt rum

Hvis man skal arbejde med tillid til andre, er man nødt til at skabe dyb relation til én person først. Måske kender du en privat eller det kan være nødvendigt med en terapeutisk relation før du kan åbne op over for andre.

Fordelene ved at kunne være åben om sine tanker og følelser er mange. Du kan bl.a. bedre udtrykke dine behov og derved blive mødt i dem. Du kan afgrænse dig og blive hørt. Tillid til ét andet menneske. Sådan helt, dybt inde i hjertet. Det kræver ofte tid at opbygge tillid der før er blevet brudt. Mange samtaler og mange møder. Men også mod til at tage det første skridt. Er der en du har lyst at række ud til? Selvom det føles skræmmende og nyt. Så gør det heller før end siden. Du vil ikke fortryde det.

Er det svært med tilliden må du mærke din krop

Når jeg arbejder med tillid, er kroppen en vigtig medspiller. Den fortæller os hvor vores grænser er blevet overskredet og hvor der er ’huller’ som skal ‘lappes’ for at vi kan skabe en god og tillidsfuld relation.

Afgrænsning

kan man arbejde med kropsligt f.eks. ved at skabe plads omkring os med armene, lave tydelige karate-agtige bevægelser eller fx klappe kroppen. For en ting er med hovedet at forstå hvem og hvordan vores grænser er blevet overskredet en anden ting er at integrere nye erfaringer og oplevelser med kroppen, der udstyrer os med redskaber il at bygge sunde grænser – ja, afgrænsning igen!

Jordforbindelse

Et andet kropsligt begreb der er vigtigt, er jordforbindelse – grounding om man vil.  For eksempel har nogen tendens til at have ’grænseløs tillid’, dvs. tillid som ikke er reflekteret ift. hvem som egentlig ’fortjener’ den. Dvs. at vi ikke observerer andres signaler ordentligt. De signaler som fortæller os om personen er nærværende, lyttende og rummelig nok til at ’fortjene’ vores tillid. Her er det vigtigt at den ’grænseløse tillid’ bliver spejlet i et terapeutisk rum, så man bliver bevidst om hvilke mekanismer der ligger bag den tendens.
Grounding / jordforbindelse betyder evnen til at mærke sin krop, lytte til dens signaler og kunne forstå kroppens signaler. Når vi har lært det, er det lige i forlængelse at være god til at afgrænse sig, for kroppens signaler fortæller os ALT hvad vi har brug for at vide ift. hvilken afstand og tillid vi skal at have ift. andre mennesker, for at have det godt.
Der kan så være behov for at tolke disse kropssignaler i et terapeutisk forum over en periode for at forstå, tolke og lære at respektere dem. Grounding arbejder man ofte med gennem fødderne, f.eks. gennem stående bioenergetiske (ryste) øvelser, hvor fødderne er solidt plantet på gulvet og fokus er på dem og den understøtning de giver. Også arbejdet med at mærke kontakten til underlaget er vigtigt.

Centrering

Centrering er endnu et afgørende begreb til at støtte os i at have sund tillid. For centrering kan modvirke det at være u-afgrænset og en tendens til at være mere i hovedet end i kroppen. Centrering får os ’ hjem til os selv’. Det kan man arbejde med gennem åndedrættet f.eks. bare ved at lægge hænder på maven og mærke åndedrættet under dem eller stå i en hoftebredde og pulsere hele kroppen. Det kan være gennem mange forskellige slags øvelser, der flytter fokus fra hoved, til kropssansninger i nærvær.

Tillid gennem en professionel relation

Ofte oplever mennesker med manglende tillid at have færre relationer eller færre dybe relationer. Og måske kan man ikke finde en man har lyst til at være åben omkring ens problem med tillid til. Hvis man vil udvide kredsen som man har tillid til, kan man arbejde med at opbygge tillid gennem professionel relation. Her er det vigtigt at mærke efter om man har kemi med den professionelle første gang man mødes – ellers er det spild af tid og penge og jeg vil anbefale du prøver at finde en anden.
Måden man arbejder med det i en professionel relation er ved at den professionelle skal være tillidsvækkende gennem kropssprog og tale, og der skal være en overensstemmelse mellem det der bliver sagt og vist i kropssprog og ageren. Og så selvfølgelig overholde jeres aftaler og have tydelige grænser. Ud over det kan terapeuten arbejde professionelt med tillid gennem samtale og kropsbevidsthed. Sammen kan man bevidstgøre forsvarsmekanismerne omkring tillid og give hjemmeopgaver ifa. at række ud og skabe nye gode erfaringer. Men vigtigst af alt er som sagt at skabe fuld tillid til én person og udvide tillidskredsen derfra.
I sidste ende afgør din egen ’mavefornemmelse’ om du står overfor en person du kan have tillid til.

Er du interesseret i at arbejde med tillid hos mig tilbyder jeg en gratis fokussamtale, som du kan booke HER