Hvis vi nu ser på sammenstødene mellem os mennesker, som kroppe der ikke kan orientere sig grundet svækkede sanser. Måske er lyset dårligt, vi er bedøvet af mad og drikke eller noget tredje.
Men er det tilfældigt eller vælger vi selv at bedøve sanserne? I sidste ende kan man nok sige det oftest er grundet manglende årvågenhed. Årvågenhed over for en andens behov, livsanskuelse, holdninger eller følelser. Kunne vi helt undgå sammenstødene?
Min yoga praksis, meditation, chant og åndedrætsøvelser – gør mig mere årvågen. Men stadig kan jeg komme til at støde nogen af mine nærmeste, selvom det ikke var min mening. Egentlig gør det måske ikke så meget, hvis det ikke giver anledning til resignation, yderligere hårdhed eller afstandtagen. Hvis vi bliver klogere – sammen. Udvikler os. Små konfrontationer kan give anledning til selvrefleksion og fordybelse. Fordybelse i relation – både til os selv og andre.
Men jeg mener også vi skal ville det. Se lidt dybere i os selv. Lytte lidt mere. Forsøge at være åben – i hjerte og sind.
Og dog er vi mennesker, og kan ikke hele tiden udvikle os. Det er her selvkærligheden kommer ind. Blidheden mod os selv. I disse dage har jeg lagt mærke til min tendens til at være hård ved mig selv og f.eks. tænke ’det kunne jeg have gjort bedre eller anderledes’ mange gange.
Men heldigvis nåede jeg dertil i vinterferien, hvor jeg kunne se situationen lidt udefra og tilgive mig selv.
Det er også vigtigt at vi ikke lader andre definere hvornår vi har været urimelige. Skal vi forbedre os må det komme indefra. Ikke fra skyld med sky på. Vi må i vore hjerte mærke at vi har gjort noget der skadede et andet menneske. Først der kan vi forbedre os – tror jeg på.
Udefrakommende moral og etik er gode parametre til diskussioner og dialoger. Det øger selvrefleksion og intellekt. Men risikoen er at det ikke kommer ’ned i hjertet og kroppen’. Den erfaringsbaserede selvrefleksion og ønsket om selvforbedring skal være erfaringsbaseret før vi er parate til at gøre en forskel. Altså følelser og krop skal være i spil. Vi skal mærke. Måske være ramt, rørt eller rystet. Ellers tror jeg selvforbedring forbliver på tankeplan.
Det er spændende hvad der egentlig får os til ønske selvudvikling. Er det ønsket om at bryde grænser? Ønsket om at opnå et mål? Undgå at såre vores elskede? Noget helt fjerde?
Hvad motiverer dig!?