Da jeg blev alvorligt syg af skimmelsvamp 5 år tilbage, var den vigtigst læring at livet ikke behøver drøne derud af for at mærke lykke. Bare det at være i live er nok.
Tænk at jeg ikke skulle præstere, udrette, bevise eller handle. Bare være.
Altid før denne oplevelse har jeg bestræbt mig på noget. Sat mig et mål og forfulgt det. Levet op til krav fra forældre, skole, uddannelse mv.
Tænk engang at du er så værdifuld som menneske at du ikke behøver GØRE noget for at være aldeles værdifuld.
Sådan et mindset havde kun buddhismen præsenteret mig for. Og dog selvom jeg havde praktiseret buddhisme i 13 år på det tidspunkt havde den sandhed aldrig sunket helt ind i krop og sjæl. Det gjorde den i det øjeblik.
Jeg fik under et voldsomt angstanfald en slags aha oplevelse. Jeg sad på en bænk i parken tæt på hvor vi bor. Tænkte: jeg kommer aldrig hjem (100 meter fra hvor vi boede) for jeg kan ikke gå på mine bænk, så jeg bliver bare siddende her indtil en løsning, viser sig. Pludselig så jeg bladene på træerne meget tydeligere. Jeg hørte vinden i bladene. Og det var som om det kærtegnede mig. Som de talte og sagde: alt skal nok gå. Du er i live og det er fantastisk. Bare det at leve er nok!!! Waw det havde jeg ALDRIG forestillet mig før!!
Sidenhen har jeg kæmpet med at mit tempo er skruet op igen. Og synes dagligt jeg må minde mig om denne sandhed. Men den bor dybt i mig nu og det er en jeg brænder for at give videre. For når du først forstår det helt ind i hjertet, er der ingen eller intet der kan tage det fra dig. At bare det at du er i live er intet mindre end et mirakel. Et mirakel som du skal påskønne og værdsætte.
Ær dig selv. Dit liv er værdifuld. Du er unik som du er. Hvert et øjeblik i livet fortjener din opmærksomhed.